Siden jeg var barn, har jeg været optaget af, hvad det vil sige at være menneske. Hvorfor vi gør, tænker og reagerer, som vi gør. Hvordan kan det være, at de første år af et menneskes liv har så stor betydning, når vi ikke bevidst kan erindre særlig meget fra den tid? Hvorfor gør vi onde ting, når vi dybest set har et ønske om at gøre det gode? Hvorfor bliver vi afhængige af stoffer, alkohol, skærme, forbrug, når vi dybest set længes efter noget andet? Hvorfor kan man føle sig ensom blandt andre mennesker?

Jeg holder foredrag om leg og læring, børn og tidlige traumer, sorg og glæde, vanskelig opvækst, angst, skam og ensomhed og meget andet. I er velkomne til at kontakte mig og høre, hvad jeg kunne tilbyde jer.

Se mine foredrag her

”At forstaae sig selv i at længes efter Selskab”. Som psykolog møder jeg mange ensomme. Selv om de er i selskab med andre. Eksempelvis en far, som føler sig ensom helt ind til knoglerne. Han længes efter selskab – og skammer sig over det. Men hvad har skam og længslen efter selskab med hinanden at gøre? Hvorfor er det så ødelæggende for sjælen at være ensom? Og hvordan kan vi mennesker forstå os selv i længslen efter selskab? Under foredraget vil jeg desuden udlægge forholdet mellem traumer og ensomhed – hvordan det dybeste traume er forbundet med ensomhed? Og hvad fortæller det om os mennesker?

Ødipus er Sofokles’ tragedie om manden, der får til skæbne at slå sin egen far ihjel og gifte sig med sin mor. Trods forældrenes og Ødipus’ ihærdige indsats for at undgå selv samme skæbne, ender han med at opdage, at han netop slog sin far ihjel og har giftet sig og fået børn med sin mor. Hvad har den gamle græske fortælling af udviklingspsykologisk indsigt, som vi kan lære af i dag? Hvordan kan vi være fanget i samme skæbne som Ødipus, når nu vi er oplyste og vågne forældre?

De traumer, et barn udsættes for som ganske lille, ligger dybt begravet i forglemmelsens mørke. Når det gælder traumer senere i livet kan de på samme måde blive hengemt i fortrængningens dunkle, men stadig være aktivt. Traumerne er som sovende hunde, som man kan være bange for at vække til live af frygt for hvad skade de kan påføre barnet og andre omkring det. Hvordan kan tidlige traumer ligge sovende hen i os? Og hvordan vækker vi traumerne på en måde, så vi kan få taget os af dem?

Barnet ved ikke, at det skammer sig – det føler blot skammen, og forsvarer sig mod den, skammen har på den måde flere niveauer. Den dybeste skamfølelse kommer af det omsorgssvigt, der ligger i at blive afvist og overladt til sig selv som lille. Men også børn udsat for seksuelle overgreb bærer på en dyb og ødelæggende skamfølelse. Så hvornår er skammen en del af den sunde udvikling, og hvornår vokser den sig stor og ødelæggende? Hvordan viser den smertefulde skam sig i legeterapi med børn udsat for omsorgssvigt og seksuelle overgreb? Hvad gør skammen ved terapeuten? Og hvordan skaber vi heling i et barn, der skammer sig over at være blevet traumatiseret?