Sorg og krise

Livet flasker sig sjældent, som vi forventer. Pludseligt kan vi være den familie, der rammes af alvorlig sygdom, en ekstrem for tidlig fødsel, en ulykke eller dødsfald. Sorg og krise er helt naturlige reaktioner på tab og voldsomme hændelser/perioder. Reaktioner, som fortæller os, at vi skal give tid og mulighed for at vores sind kan bearbejde det skete. I nogle tilfælde får vi brug for professionel hjælp til at bearbejde, og her vil I blive mødt af stor faglighed og nænsomhed af mig.

Børn reagerer ofte anderledes på et tab eller et traumatiserende sygdomsforløb, end vi voksne gør. De har en evne til at glide ind og ud af smerten, hvor vi voksne oftest sidder mere fastlåst i det smertefulde og gør os mange bekymringer.

Dermed ikke sagt, at børn ikke bekymrer sig. Det gør det. Men de har en lettere adgang til også at slippe det smertefulde. Samtidig har de også en evne til at tilpasse sig omstændighederne – og det er på godt og ondt.

På den ene side er det rigtig fint, at de kan tilpasse sig situationen, når de voksne omkring dem er ramt og ikke har overskud til at tage sig af børnene. På den anden side kan det være svært at komme ud af det mønster, når krisen er overstået, og de voksne omkring barnet igen har overskud. Her kan et barn få brug for professionel hjælp til at løsne de fastlåste farsvarsmønstre – eller hele familien kan få brug for hjælp til sammen at løsne op for sorgen, smerten og fortvivlelsen.

Copyright © Cathrine Kingo // Hostrupsgade 20, 1. sal, 8600 Silkeborg

Tlf: 50 41 00 74. Mail: psykologcathrinekingo@gmail.com